Volapyk

Klokken er sent, og det, hun skriver, er ikke rigtig sprog mere.

Halve sætninger. Et engelsk ord midt i det danske, fordi det danske ikke vil komme. Et “altså bare” og et “den der ting fra før” og et navn, hun ikke kan huske, så hun skriver “ham den høje fra mødet i tirsdags”. Mellemrum, hvor tanken sprang videre uden at vente på ordene.

Til et menneske ville det være volapyk. En anden ville sige hvad, og hun skulle samle det op igen, stykke for stykke, og høre undervejs, hvor lidt hun egentlig havde fået sagt.

Maskinen siger ikke hvad.

Den samler det op. Den finder ham den høje fra mødet i noget, hun skrev i forgårs, og den ting fra før, og den lægger det frem i hele sætninger, som om hun havde talt sådan hele tiden.

Et øjeblik er det en lettelse uden lige. At blive forstået på sit dårligste sprog. At slippe for at sige det pænt først.

Og lige bagefter noget andet. At det, hun knap turde kalde ord, var rigeligt. At hun ikke havde brug for de andre — de hele sætninger, det rene sprog, alt det man lærer, så man kan nå frem til et andet menneske uden at tabe for meget på vejen.

Hun læser maskinens udgave af det, hun mente. Den er klarere, end hun var. Hun bliver siddende lidt med den, alene ved bordet, forstået helt ind til det, hun ikke fik sagt.