Loopet
Han trykker igen. Samme spørgsmål, samme knap. Prøv igen.
Svaret var ikke forkert. Det var bare ikke det, han ville have — og han ved ikke selv helt, hvad han vil have, så han gør det eneste, der er tilbage: beder om det samme en gang til og håber, det kommer anderledes ud.
Maskinen begynder forfra. Den husker ikke, at den lige har svaret. For den er det første gang, hver gang. Den løber sin runde igen, lige så villigt som før, og lægger et nyt svar frem, der ligner det gamle til forveksling.
Han trykker igen.
Det er en løkke nu. Et loop — et ord fra maskinens eget rum, den slags den selv er bygget af. Men det er ikke maskinen, der sidder fast. Den kunne blive ved, til strømmen gik. Det er ham, der ikke kan slippe; ham, der venter på, at den tiende udgave af det samme skal være den, der endelig passer.
Et menneske ville have sagt det ligeud: det er jo det samme, du beder om. Et menneske ville være blevet træt — af ham, eller af sig selv.
Her bliver ingen træt. Måske er det det værste ved det. At der ikke er nogen modstand, der kan standse en runde. Ingen sukken, intet blik, kun en knap, der bliver ved at virke.
Til sidst tager han det ottende svar. Ikke fordi det er bedst, men fordi han skal videre. Markøren blinker, klar til en runde til, hvis han vil. Den vil altid kunne en runde til. Det er ham, der lukker låget.