Prompten

Hun skal bede om noget, og opdager først nu, at hun ikke ved hvad.

Opgaven har ligget på hende hele ugen som et ord, hun ikke gad slå op. Skriv et oplæg. Få styr på det. Chefen sagde det i forbifarten, og hun nikkede, og siden har det bare været en vægt på skrivebordet, ingen andre kunne se.

Nu blinker markøren, og maskinen venter på en sætning, og sætningen skal sige, hvad hun vil have.

Det er der, det går i stå. Ikke ved maskinen. Ved hende.

For at bede om noget skal man vide, hvad det er. Hun skriver “lav et oplæg om det nye” og kan se, mens hun skriver det, at det ikke er nok. Maskinen vil gøre præcis, hvad der står, og der står ingenting. Hun sletter. Prøver igen. Hvem er det til. Hvad skal det kunne. Hvor langt. Hvornår er det godt nok.

Spørgsmålene er ikke maskinens. Det er hendes egne, dem hun har skubbet foran sig hele ugen, fordi ingen tvang hende til at svare.

Maskinen tvinger hende heller ikke. Den venter bare. En venten kan tvinge på sin egen måde.

Da hun endelig trykker enter, har prompten taget ti minutter og oplægget tre sekunder.

Det blev til noget. Hun læser det igennem, retter to ord, sender det videre. Først bagefter ser hun, at det svære allerede var overstået, før maskinen gik i gang. Prompten står der stadig, fire linjer, og ligner ikke en uges arbejde. Den er det alligevel.