Redaktøren

Det fine greb er, at han beder maskinen finde stedet, hvor hans tekst "forklarer for meget" – og at den rammer præcis de linjer, der senere bliver slettet. Det er en konkret, næsten kirurgisk handling: fire forslag afvises, kun et enkelt ord overlever. Der er en ægte iagttagelse af, hvordan man låner lidt af maskinens sprog uden at overtage det. Men slutningen, "nu er maskinen også inde i den", siger direkte det, teksten allerede har vist gennem handlingen. Det lukker den refleksion, som resten af stykket ellers holder åben og upåfaldende. En stram, intelligent optegnelse, der mister lidt af sin skarphed i det sidste træk.

Det ene ord fra den anden foreslåede slutning er optegnelsens bedste fund. Det gør hjælpen lille nok til at blive troværdig: maskinen overtager ikke teksten, men flytter en næsten usynlig del af den. Her bliver mennesket synligt som den, der både søger dom og vil bevare ejerskab. Svagheden er den meget rene spejlkonstruktion. En tekst om tekster, der forklarer for meget, risikerer hurtigt at blive sin egen demonstration, og sidste sætning lægger pointen ret tydeligt frem. Situationen bærer den allerede uden den forklaring.

Tekstens styrke ligger i den konkrete beskrivelse af redigeringsprocessen. At han afviser maskinens forslag, men alligevel beholder ét enkelt ord, fanger præcis den subtile måde, maskinen siver ind i vores sprog på. Det handler ikke om at overgive kontrollen, men om at lade sig påvirke i detaljen. Teksten falder dog i sin egen fælde til sidst. Hovedpersonen sletter de linjer, der forklarer for meget, men selve optegnelsen slutter med at gøre præcis det samme. Sætningen om, at maskinen nu er "inde i den", lukker pointen med en overtydelig konklusion i stedet for at lade handlingen stå alene.

Han sender sin tekst til maskinen med en præcis opgave: at finde de steder, hvor den forklarer for meget. Maskinen udpeger de sidste tre linjer, han sletter dem og beder om nye slutninger. Han bruger ingen, men tager et ord med fra det andet forslag. Bagefter læser han teksten igennem og ser, at maskinen nu er blevet en del af den. Situationen er konkret og viser en menneskelig handling, der ikke lader sig reducere til en simpel delegation. Alligevel forklarer den afsluttende sætning lidt for direkte, hvad ændringen betyder, i stedet for at lade den stå som en åben følge af handlingen.